Børneinddragelse er det nye sort!

Barnets perspektiv, børnesyn, barnets rettigheder og børnesamtalen er alle højaktuelle emner, der flittigt og nutidigt drøftes i socialrådgiverfaget. Enhver socialrådgiver, enten nyuddannet eller med praksiserfaring fra Børne- og Ungeområdet, ved, hvor ofte det understreges, at børneinddragelsen er nøglen til et succesfuldt sagsforløb for børn og unge. Sætninger såsom ”børn er eksperter i eget liv” og ”børn er aktive aktører i eget sagsforløb” er efterhånden solidt funderede byggesten i socialrådgiverfaget. Det er et nutidigt børnesyn, der kraftigt understøttes overalt i faget – og ønskes opkvalificeret hele tiden.

På baggrund af egen praksis har vi erfaret, at børneinddragelse har været et emne, der har fyldt gevaldigt, og vi ved alle, at vi næsten med træfsikkerhed kan forvente en artikel eller to om emnet i det månedlige magasin fra Dansk Socialrådgiverforening.

Men sådan har det ikke altid været. Det mere systemiske og anerkendende børneperspektiv så dagens lys tilbage i 1989 med FN’s Børnekonvention. Med konventionen fulgte globale og umistelige rettigheder for børn i hele verden. For enkelte lande og tilhørende børn var konventionen blot et stykke papir distanceret fra virkeligheden; men for andre blev det til en ny virkelighed. I Danmark ratificerede vi i 1991 konventionen og hermed fulgte betydningsfulde ændringer. Heriblandt særligt konventionens artikel 12: barnets ret til at blive hørt (Børnerådet, u.å. s.12).

Frøene for et nyt børnesyn blev plantet, og få år efter, i 2011, blev de vandet af Barnets Reform. Konventionens artikel 12 om barnets ret til at blive hørt blev udspecificeret og konkretliggjort i lovgivningen om barnets ret til børnesamtale samt i kravet om at tilvejebringe barnets egen opfattelse samt holdninger.

Nu begyndte det nye børnesyn i Danmark for alvorlig at tage form. Barnets Reform havde og har til formål at styrke fokus på den tidlige indsats, på barnets rettigheder og på kvaliteten af indsatsen. Med kernebegrebet “barnets rettigheder” fokuseres der særligt på, at støtten til børn og unge skal bygge på barnets egne ressourcer og egne synspunkter samt barnets ret til inddragelse og at blive hørt (Socialstyrelsen, 2012, s.11-16). Det nuancerede og bredt-fortolkede begreb “retten til at blive hørt” bliver i Barnets Reform udspecificeret med afsæt i den konkrete børnesamtale, hvor børnesamtalen beskrives som “et vigtigt redskab til at sikre barnets ret til at blive hørt”, og at “formålet med samtalen er, at der bliver taget hensyn til barnets egen opfattelse af situationen” (Socialstyrelsen, 2012, s.21). Hvad der startede i 1989, blev nu Danmarks virkelighed. Børnesynet i Danmark blev ændret. Børn var ikke længere bare, “nogen der skulle ses og ikke høres”, men med loven i ryggen og konventionen koblet med reformen var børn nu aktive medspillere, der havde ret til indflydelse og holdning.

Ovenstående tanker og refleksioner såede frøene til, hvad der oftest kaldes “reformpædagogikken”, som netop anerkender tanken om, at barnet er en aktiv aktør, en medspiller og en aktør, der skal være motiveret i samspillet

Med det nye fokus på børneinddragelse fulgte også nye typer af undersøgelser. Undersøgelser, som kastede blikket på praksis: et falkeblik, der gennemgik sagsdokumenter og socialrådgivere. Alt sammen med formålet at belyse, hvorvidt det nye sort virkede i praksis, og om vi, socialrådgiverne, rent faktisk efterlevede det nye børnesyn (Ankestyrelsen, 2011, s.5).

I vores egen praksiserfaring fra Børne- og Ungeområdet oplever vi også, hvordan kollegaer på tværs ofte drøfter forskellige måder og teknikker, hvormed de afholder børnesamtaler; overvejelser og tanker om, hvordan de bedst muligt kan få sikret barnets inddragelse.

Vi oplever altså, at hverdagen og socialrådgivernes praksis sideløbende forsøger at følge med i perspektivskifte, reformer og pædagogiske anskuelser af børneinddragelse. Ankestyrelsen publicerede i 2011 én af deres praksis- og velfærdsundersøgelser om bedre børneinddragelse, som et direkte resultat af Barnets Reform. Heri påvises, at der i datagrundlaget på 121 sager var afholdt børnesamtaler i kun 61% (Ankestyrelsen, 2011, s.5,56).

Vi kan ikke lade være med at tænke, at det nye sort måske kun var gråligt, og at der med talrige årsagsforklaringer ikke synes at være en tilstrækkelig børneinddragelse i praksis.

Børns Vilkår kommer nogle år efter aktivt ind i emnet og igangsætter i 2014 “Projekt Bedre Børneinddragelse”, som afsluttes med en evaluering i 2018. Projektet havde til formål at opkvalificere kommuners sagsbehandling i praksis; med skærpet fokus på barnets rettigheder og inddragelse. Evalueringen var tydelig og påviste, at projektet ikke “viser indikationer på, at Projekt Bedre Børneinddragelse har øget børnenes og de unges kendskab eller ejerskab til deres sag og handleplaner”. Ligeledes blev det påvist, at fåtallet af de deltagende socialrådgivere ved projektets afslutning kunne svare “ja” til det iøjnefaldende spørgsmål “jeg ved, hvordan jeg sikrer god børneinddragelse” (VIVE, 2018, s. 8, 10).

Der må altså menes at være en uoverensstemmelse mellem, hvad vi i egen praksis også oplever og paradigmeskiftets vision omkring børneinddragelse. Selv efter nogle år er der fortsat stor kløft mellem ønsket om børneinddragelse og praksislivets kompetence til at efterleve det.

Sådan skriver Ankestyrelsen i november 2019, i deres seneste pilot-praksisundersøgelse; Børnesagsbarometeret. Undersøgelsen har til formål, som så mange tidligere, at give et bredt indblik i kvaliteten af sagsbehandlingen for udsatte børn og unge med skærpet fokus på børneinddragelse. Aktuelt, som pilotprojekt, påviser undersøgelsen, at der forud for afgørelse kun afholdes børnesamtaler i 56% af de inddragede sager (Ankestyrelsen s. 6, 8-11).

Diskussionen og fokus er fortsat på børnesyn og børneinddragelse, men hverdagen i praksis synes endnu ikke at kunne efterleve visionen. Til trods for reformpædagogikkens store nedslag i børnesynets livscyklus synes det altså, på baggrund af de kvantitative data, at det fortsat er en aktuel problemstilling; hvorvidt barnet rent faktisk inddrages tilstrækkeligt (Ankestyrelsen 2011; Ankestyrelsen 2011; VIVE, 2018; Børns Vilkår, 2017; Børns Vilkår, 2019).

Vi finder det derfor også nævneværdigt, at den hidtidige bevisførelse for ”god børneinddragelse” i høj grad omhandler kvantitative data om, hvorvidt der er afholdt børnesamtale eller ej (Ankestyrelsen, 2011; Ankestyrelsen, 2019).

Det kan naturligvis ikke anfægtes, at dét at holde selve samtalen helt åbenlyst er en forudsætning for børneinddragelsen; men vi må stille os undrende over for, hvorvidt dét at holde samtalen i sig selv er en målbar parameter for god børneinddragelse, der kan stå alene.

Vi mener, at Barnets Reform havde mere på hjerte end blot at stille krav om dét at afholde samtalen.

Noget, som vi også ser afspejle sig i praksis hvor jeg regelmæssigt har været vidne til, hvad vi personligt kalder “informant-minutterne”. En såkaldt børnesamtale, hvor barnet blot udspørges efter afsnitskravene i den børnefaglige undersøgelse i en nærmest monoton kronologi. Vi har sågar selv udført disse børnesamtaler talrige gange. Vi har set forvirringen i flere børns øjne efter, at både vi og vores kollegaer har spurgt ind til deres livret eller yndlingsfag, når emnet for barnet i virkeligheden handlede om vold eller misbrug i hjemmet.

Når vi vender blikket tilbage til Børns Vilkårs undersøgelse ”Bedre Børneinddragelse”, ses det også, at det undervejs i projektets 4 års levetid, var nødvendigt at ændre kurs. Dette skyldtes, at der var et udtalt behov for at ”fokusere på, hvordan socialrådgiverne kunne opkvalificeres i at forklare børnene og de unge, hvad formålet med mødet var” (VIVE, 2018, s.33)

Det var som om, at nogen stoppede op og tænkte:

måske er det vigtigt, at børnene ved, hvad vi laver og hvorfor?