Vi har udviklet en samlet pakke af visualiserede og printbare redskaber til hjemgivelse – med afsæt i Barnets Lov og særligt reglerne om hjemgivelse og hjemgivelsesperiode (jf. Barnets Lov §100). Redskaberne er lavet til at styrke barnets forståelse af, hvad der skal ske, hvorfor det sker, og hvordan processen typisk planlægges og følges tæt, når et barn skal flytte hjem fra en anbringelse.
Redskaberne er opdelt i tre faser: før hjemgivelse, under hjemgivelse og efter hjemgivelsen. Derudover har vi sidestående informationsmaterialer til forældre, anbringelsessted (opholdssted/plejefamilie) og dagtilbud/skole, så alle centrale aktører kan få et fælles sprog og en rød tråd omkring barnet – og dermed bedst muligt understøtte barnets trivsel gennem hele forløbet. Se nederst for vores anbefaling af rækkefølge i brugen af materialer.
Efter hjemgivelse – opfølgning/inddragelse
Dette materiale: Efter hjemgivelse-opfølgning hører til kategorien “efter hjemgivelse”.
“Efter hjemgivelse – opfølgning” er et børnevenligt redskab til inddragelse af barnet, når barnet er flyttet hjem. Materialet bruges til at tale med barnet om, hvordan hverdagen fungerer efter hjemkomsten – fordi barnet fortsat skal støttes, og fordi hjemgivelse kan være en stor omstilling, også når barnet er kommet hjem.
Redskabet hjælper jer med at skabe en tryg ramme for samtalen ved at normalisere barnets blandede følelser (fx savn, begejstring eller at være overvældet) og ved at gøre det tydeligt, at formålet er at passe på barnet og støtte både barnet og forældrene. Barnet guides til at vurdere, hvordan det er gået siden hjemkomsten ved at sætte krydser og uddybe med egne ord eller tegninger. Det giver et overskueligt grundlag for at tale om, hvad der går godt, hvad der er svært, og hvad I skal arbejde videre med.
Materialet indeholder:
-
En kort forklaring til barnet om, hvorfor I følger op efter hjemkomst
-
En anerkendende tekst om, at mange følelser er normale efter hjemgivelse
-
Et overskueligt felt til status: “Sådan er det gået, efter jeg kom hjem” (sæt kryds og uddyb)
-
Plads til uddybning, så barnet kan fortælle med egne ord og I kan lave aftaler for næste skridt
Anbefalet fra 3/4 år og opefter – afhængig af barnets funktionsniveau.
_________________________________________________________
Anbefaling af rækkefølge
Vi anbefaler som udgangspunkt, at redskaberne bruges i rækkefølgen før – under – efter, fordi de bygger ovenpå hinanden. Hvert materiale kan dog også bruges enkeltvis, og det er altid fagpersonen, der ud fra den konkrete sag vurderer, hvad der giver mening at anvende hvornår.



