Pjecen henvender sig til forældre til børn og unge fra ca. 10 år og kan bruges af rådgivere som forberedelse til inddragelsen. Den giver forældrene en overskuelig introduktion til, hvorfor barnets eller den unges perspektiv er vigtigt, og hvordan inddragelsen kan tilrettelægges i fællesskab. Aldersangivelsen er vejledende; vælg version med blik for udvikling, funktionsniveau og foretrukken kommunikationsform.
Forældre kan være bekymrede for, hvad en samtale med rådgiveren indebærer, og om deres barn bliver forstået. Pjecen giver plads til spørgsmål og inviterer til samarbejde. Samtidig forklarer den, at inddragelse er en lovpligtig del af sagen, og at barnets eller den unges stemme skal have betydning for den hjælp, der planlægges.
Pjecen indeholder
- En forklaring af barnets rettigheder og en faktaboks om lovgrundlaget i barnets lov.
- Et indblik i løbende inddragelse ved afklaring, afgørelser og opfølgning.
- Illustrerede eksempler på inddragelse gennem samtaler, gåture, spil, aktiviteter, skærm, breve, sms og billeder.
- Information om hensyn til utryghed, pauser og muligheden for at have en tryg voksen med.
Der er fokus på, at det også skal være muligt at udtrykke sig, når det er svært at sætte ord på tanker og følelser. Pjecen beskriver andre udtryksformer og betydningen af at tilpasse kontakten. Forældrene opfordres til at planlægge sammen med deres barn og rådgiveren og give plads til, at barnet eller den unge kan udtrykke egne ønsker direkte til rådgiveren.
Pjecen kan sendes digitalt inden planlægningen eller printes og bruges som fælles udgangspunkt for en samtale med forældrene. Den kan også genbesøges, når ønsker, behov eller rammerne for inddragelsen ændrer sig.
Materialet består af 2 sider i stående A4-format og leveres som PDF.
Henvender sig til forældre til børn og unge fra ca. 10 år.



